Organisten

Kristian Marius Andersen

Kristian Marius Andersen har været fast akkompagnatør for Herning Kirkes Drengekor, siden han kom til Danmark i 2005. Kristian er opvokset i England og uddannet fra Royal Nothern College of Music i Manchester. I 2005 flyttede han til Danmark og videreuddannede sig ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvor han debuterede fra solistklassen i 2012. “En af sin generations mest markante orgelspillere,” skrev en anmelder om Kristian efter hans debutkoncert.

Kristian Marius Andersen har en omfattende karriere både som orgelsolist og som jazzmusiker på Hammond-orgel. Uanset instrumentet bliver Kristian hyldet for sin store musikalitet, sit gnistrende tekniske overskud og ikke mindst som en gudbenådet improvisator.

Kristian og hans usædvanlige talent er portrætteret i dokumentaren Tangentspilleren, som fuldt fortjent blev den mest sete danske dokumentarfilm i 2013.

Den 27. august 2018 stiftede Kristian Marius Andersen Venneforeningen for tangentspilleren Kristian Marius Andersen. Læs mere om foreningen her.

Jesper Thimsen

Jesper Thimsen er uddannet både som pianist og organist fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra han debuterede som orgelsolist i 2014.
Han har været ansat som organist i Harlev og Framlev Kirker ved Århus 2001-2014, Nørrelandskirken i Holstebro 2014-2020, og fra juni 2020 er han organist ved Herning Kirke.